tirsdag den 14. april 2015

Chokoladebrownie


Denne kage opstod egentlig på en sjov måde. En fra min klasse havde været i sådan en slags klub på gymnasiet, og hun kom så tilbage med et stykke kage derfra. Jeg fik lov til at smage en bid og var straks forelsket. Jeg fik hurtigt sendt et sløret billede af opskriften - så manglede jeg bare en undskyldning for at lave den. 
Den kom så her i søndags, hvor jeg havde min såkaldte "kageklub" på besøg. Den går basically ud på, at vi mødes med hver vores kage og hygger, snakker og spiser ALT for meget kage. Min kage blev altså denne gang brownien. Jeg lavede den aftenen før, og den smagte skønnere dagen efter. Opskriften er en anelse ændret, da der bl.a. skulle meeeget sukker i den anden version. 

Chokoladebrownies

Bageform: 20 cm x 15 cm

Ingrediensser:

90 g mørk chokolade
150 g smør
125 g mel
25 g kakao
1/2 tsk bagepulver
En knivspids salt
2 æg
260 g brun farin
3 tsk vaniljesukker
100 g valnødder, hasselnødder eller pecannødder

Fremgangsmåde:
1. Opvarm ovnen til 180*C, kom noget bagepapir i bageformen. Hak chokoladen og kom den i en glasskål, tilsæt smørret og lad det smelte over et vandbad. Rør med jævne mellemrum.
Tag skålen fra varmen og lad chokoladen køle lidt af. Sigt mel, kakao, bagepulver og salt sammen i en anden skål.
Pisk æggene i en tredje skål og tilsæt derefter farin og vaniljesukker. Rør ingredienserne sammen indtil de lige er blevet blandet.
Vend forsigtigt den smeltede chokolade i æggeblandingen. Vend dernæst forsigtigt melblanding og nødderne i dejen. Der må ikke være noget synligt mel.
Hæld blandingen i bageformen, udjævn toppen med en dejskraber og bag kagen i 25 minutter. Lad kagen afkøle i formen inden du skærer den i firkanter.
Server eventuelt med vaniljeis eller 18% creme fraiche og nogle bær.

lørdag den 11. april 2015

Dadelkugler med alt det gode


Disse dadelkugler er som faldende fra himlen og ned i din mave. Efter du har smagt denne version af de kendte dadelkugler, vil du ikke længere se på dem som et sundere alternativ til de gode gamle havregrynskugler, men omvendt.
Der er hverken smør eller sukker i disse fristelser, der er kun frugtsukker og kokosolie.
Så hvis du ligesom mig havde lyst til at have en sukkerfri-lørdag i solskinnet, så stop din mad-research og kom i gang.

Dadelkugler med kokos, mandler og havresgryn:

Ca. 60 små styks (jeg kan bedst lide dem som små hapser)

Det skal du bruge: 

  • 150 g dadler uden sten
  • 50 g mandler
  • 45 g kokosmel
  • 70 g havregryn
  • 4-5 spsk. kakao
  • 1 spsk. kokosolie
  • 5 spsk. mælk
  • Evt. kokosmel, havregryn, lakridspulver m.m. til at rulle dem i.

Kør dadlerne i foodprocessoren til de er i små grove stykker, tilsæt herefter mandlerne og blend til massen er blandet godt sammen. Kom kokosmel, havregryn, kakao og kokosolie, og tilsæt mælken lidt af gangen. Blend indtil massen har en konsistens, som man kan rulle kugler ud af. Hvis massen er for våd kan du tilsætte nogle flere havregryn/kokosmel, omvendt hvis den er for tør, kan du tilsætte noget mere mælk.
Havregryn

Tril dejen til små kugler. Her kan du selv vælge om du har lyst til at trille dem i noget. Du kan selv vælge hvad du vil trille dem i, jeg kan godt lide kokosmel, havregryn og lakridspulver. Hvis "pynten" ikke gider sætte sig fast, kan du lige trille kuglerne i lidt mælk først. 
Kom de færdige dadelkugler i køleskabet indtil de skal spises.

Lakridspulver





Kokos

mandag den 6. april 2015

Den eneste rigtige pandekageopskrift


Min familie har altid været store pandekagerfans. Jeg tror næsten, at jeg har lavet flere pandekager, end jeg har levet dage i mit liv. Vi har ofte spist dem i stedet for et måltid med rødt syltetøj og vaniljeis, selv da jeg var helt lille. Den eneste der aldrig har flippet en pandekage i min familie, eller lært opskriften udenad, er min far. Han elsker dem - men kun hvis de bliver serveret på et sølvfad :) Ofte har vi noget dej stående i køleskabet, så man hurtigt kan smide en klat smør og dej på panden, og så har man den lækreste pandekage på 2 minutter. Denne opskrift er fra den gode gamle bog "GOD MAD - LET AT LAVE" fra 1973, dog med et par ændringer. I bogen er der et enkelt orange bogmærke, jeg kalder det "pandekagemærket".

Pandekager:

Ca. 12 stk (vi plejer at lave dobbeltportion :)

Indgredienser: 

  • 200 g mel
  • 2 tsk sukker
  • 1/4 tsk salt
  • 1/2 - 1 vaniljestang
  • 3 æg
  • 4 dl mælk
  • 3 spsk. vand
  • Til bagning: smør 
Serveringsforslag: Is og rødt syltetøj, citron og sukker, sirup og banan m.m.

Hæld først væske, derefter øvrige ingredienser i blenderen, tag vaniljekornene ud af stangen, og blend 1-2 min. Eller rør alle ingredienser til en jævning. Hæld dejen i en kande. Lad dejen hvile i 30 min (man kan godt lade vær med det). 
Varm en pande op, og kom lidt smør på. Begynd ved pandeskaftet og drej panden, så dejen fordeler sig. Bag pandekagen ved jævn varme, til den er lysebrun. Vend den med en paletkniv, og bag den færdig. Læg dem evt. sammenfoldet eller under noget staniol, så de holder varmen. 
Så er de klar til spisning!

torsdag den 2. april 2015

Flødeskumslagkage med marcipanlåg


Denne lagkage er efterhånden en klassiker i min familie. Den giver altid alle et tilfreds udtryk i ansigtet, og især min morfar siger aldrig nej til nr. 2 stykke. Oprindeligt var det min søster som lavede lagkagen, men da hun i øjeblikket befinder sig i Mellemamerika måtte jeg jo begive mig ud i det. Resultatet blev en dejlig påske-lagkage til at sætte fødselsdagssæsonen i gang og en glad morfar.
Jeg lavede selve lagkagen aftenen før den skulle spises, så kagebundene kunne blive lidt moist, og marcipanlåget et par timer før da det ellers ville blive lidt kedeligt og blødt.

Flødeskumslagkage med kagecreme og marcipanlåg:

Ingrediensser:

  • ·      3 stk. Lagkagebunde
  • ·      ½ L. Fløde
  • ·      Syltetøj (fx hindbær, jordbær, solbær)
Kagecreme:
  • ·      2 æg
  • ·      2 spsk. Sukker
  • ·      1 spsk. Maizena
  • ·      2 ½ dl. Mælk
  • ·      1 vaniljestang
Marcipanlåg:
  • ·      ca. 300 g marcipan
  • ·      1 tsk honning
  • ·      ca. 100 g flormelis (hælder det lidt på gefühl)
Fremgangsmåde:
Start med at lave kagecremen: Pisk æg og sukker sammen i en tykbundet gryde. Tilføj mel og mælk i, og bring cremen i kog ved konstant piskning. (så mælken ikke brænder på)
Kom vanilje i (du kan også tilsætte stangen, men husk at tage den op inden du kommer cremen på kagen!) drys sukker over cremen, mens den afkøler så den ikke trækker skind.
Pisk fløden stiv (dog ikke oste-stiv).
Så skal lagkagen bare samles. Jeg kommer ca 5 spsk. Flødeskum ned i cremen når den er afkølet, så får den en federe teksttur.
(Jeg er så fræk at jeg bare køber lagkagebundene færdiglavet, da hele lagkage projektet bliver MEGET nemmere, og jeg synes at de smager helt fint.) Tag først en lagkagebund og vend den med toppen nedad, kom så et tyndt lag syltetøj på herefter halvdelen af cremen og så halvdelen af flødeskummen (gem en smule flødeskum til toppen). Gør det samme en gang til, og slut af med en bund med toppen opad. Kom til sidst det sidste flødeskum på toppen, for at marcipanen bliver flot når den lægges på lagkagen.
Så er det i gang med den svære del: marcipanlågget. Honningen og flormelissen blandes ind i marsipanen.
Ælt marcipanen smidig med varmen fra dine hænder. Dette er meget vigtigt, da vi har brugt for et smidigt låg så vi kan få en pæn overflade på kagen. Læg et stykke bagepapir på bordet, så er det nemmere at løfte ”lågget” til sidst. Hæld lidt flormelis på bagepapiret. Form marcipanen til en høj, rund cirkel og vend den på alle sider i flormelissen. Begyndt at rulle marcipanen ud på bordet. Pres ikke ned, mens du ruller – lad kagerullen gøre arbejdet. Rul marcipanen ud i en relativt tynd cirkel.
Når du skal flytte låget over på kagen, hav da kagen stående ved siden af. Tryk lidt på marcipanen i siderne så det ligger tæt ind til lagkagen. Skær det overskydende marcipan af. Pynt med hvad du nu lige har evt. Nogle marcipanblomster.

Chokoladecookies fyldt med karamel

Der er intet skønnere end en sprød cookie til eftermiddagskaffen. Denne gang besluttede jeg mig for at tage de ellers meget simple cookies til et helt andet niveau ved at komme karamel i deres midte. Så slå dig løs, og husk at karamellen tager 3 timer at lave ;) 

Chokoladecookies med karamel

15-18 chokoladecookies (hvis ikke man spiser alt for meget dej...)
160 gram smør
3 dl brun farin
2 dl rørsukker
En halv vaniljestang
2 æg
5 dl hvedemel
1 1/2 spsk. kakao
1/2 tsk. salt
110 g mørkchokolade
80 g hasselnødder (valgfrit - men lækkert)

200 gram dulce de leche (karamel - se nederst i opskriften)
1-2 tsk. havsalt/salt

Pisk de to slags sukker, smør og vanilje blødt og homogent. Tilsæt æggene et ad gangen i mens man pisker videre (med en håndmixer).

Bland mel, kakao, salt og rør det i dejen – den skal bare blandes hurtigt. Hak chokoladen og nødderne groft og tilsæt dem til sidst.
Fordel 2/3 af dejen ud som cookies med god afstand i mellem på en bageplade – de flyder ret meget ud. Lav en fordybning i midten, og læg en god tsk. dulce de leche i fordybningerne og fordel så resten af cookiedejen oven på karamellen som et låg– karamellen behøver dog ikke at være fuldstændig dækket.
Drys småkagerne med en smule salt og bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter. De er færdige, når de er gyldenbrune i kanten, har nogle karakteristiske revner og karamellen bobler.
Lad de nybagte chokoladecookies køle af på en rist. Spis dem herefter eller opbevar dem i en lufttæt beholder - så ikke de bliver bløde og kedelige. 

Dulce de leche:
1 dåse kondenseret mælk
Kom den lukkede dåse kondenserede mælk ned i en gryde og fyld vand i, så dåsen er fuldkommen dækket af vand. Tænd for blusset og lad det "simre" i ca. 3 timer. Åben herefter dåsen, og nyd den brune karamel.
(den færdiglavede karamel kan godt gemmes i et par dage.)